Introduktion til sundhedsdata på iPhone
Appen Sundhed opbevarer dine sundhedsoplysninger fra iPhone, iPad og Apple Watch samt fra kompatible tredjepartsapps og tilsluttede enheder på en sikker måde. Du kan også indtaste data manuelt for kropsmål, symptomer, oplysninger om menstruationscyklus m.m.
Siri: På understøttede modeller kan du spørge Siri om noget, f.eks. ”What’s my heart rate?” eller ”How far have I walked today?” (på engelsk) (ikke tilgængelig på alle sprog eller i alle områder). Lær at bruge Siri.

Sundhedsdata fra iPhone
iPhone gemmer og analyserer automatisk værdifulde sundhedsdata, herunder følgende:
Skridt, antal trapper og andre data om gang: Indbyggede sensorer på din iPhone registrerer det antal skridt, du tager, det antal trapper, du går op af, din ganghastighed m.m. Du kan gennemse højdepunkter, tendenser og oplysninger om disse data i kategorien Aktivitet i Sundhed.
Mobilitetsdata: iPhone gemmer vigtige mobilitetsmålinger, som f.eks. asymmetri ved gang, dobbelt støttetid og meget mere. Når du går med din iPhone i lommen eller nær taljen, bruges disse målinger over tid til at beregne og registrere din stabilitet ved gang. Du kan gennemse disse data i kategorien Mobilitet. Du kan også modtage en notifikation og dele din notifikation med andre, hvis din stabilitet bliver så lav, at du har større risiko for at falde i løbet af de næste 12 måneder.
Lydniveauer i hovedtelefoner: Lydniveaumålinger fra tilsluttede AirPods, EarPods eller andre kompatible hovedtelefoner gemmes automatisk i Sundhed. Du kan gennemse disse data i kategorien Hørelse som hjælp til at forstå dine lyttevaner, når du bruger hovedtelefoner.
Søvnhistorik: Hvis du indstiller en søvnplan i Sundhed, vurderer iPhone, hvor lang tid du ligger i sengen for at falde i søvn. Du kan gennemgå disse data i kategorien Søvn og få hjælp til at nå dine søvnmål.
Helbredsjournaler fra dine behandlere: Du kan indstille automatiske overførsler af helbredsjournaler over dine allergier, helbredsproblemer, medicin og meget mere fra understøttede sundhedsorganisationer (ikke tilgængeligt i alle lande eller regioner). Du kan gennemse disse journaler i Sundhed.
Sundhedsdata fra Apple Watch
Når du har parret iPhone med Apple Watch, sendes periodiske målinger af hjertefrekvens og iltindhold i blodet automatisk fra Apple Watch til Sundhed, hvor du kan gennemse højdepunkter, tendenser og detaljer i kategorierne Hjerte og Åndedræt. Du kan også indstille, at Apple Watch skal sende flere oplysninger til Sundhed, herunder følgende:
Træningsminutter og andre aktivitetsmålinger: Du kan se disse målinger i kategorien Aktivitet i Sundhed på iPhone.
En historik over tid i dagslys (Apple Watch SE 2. generation, Apple Watch Series 6 eller nyere og alle Apple Watch Ultra-modeller): Sensoren til omgivende lys i Apple Watch estimerer, hvor meget tid du har tilbragt i dagslys. Du kan se oplysninger i kategorien Andre data i Sundhed på iPhone.
Notifikationer om høj og lav puls, lav kredsløbskondition (watchOS 7.2 og nyere versioner) og uregelmæssig hjerterytme (ikke tilgængelige i alle lande og områder): Du kan se oplysningerne om disse notifikationer i kategorien Hjerte.
Støjniveau i omgivelserne og notifikationer om høje lyde: Du kan se oplysningerne om støj i det omgivende miljø i kategorien Hørelse.
Natlige sundhedsmålinger i appen Vitalparametre: Du kan se natlige sundhedsmålinger – puls, åndedrætsfrekvens, håndledstemperatur, iltniveau i blodet og varighed af søvn – for at få en bedre forståelse af din daglige sundhedstilstand. Hvis du bruger Apple Watch over flere nætter, når du sover, fastsætter appen Vitalparametre et normalområde for hver af dine sundhedsmålinger. Hvis flere målinger er uden for dit normalområde, modtager du en notifikation sammen med konteksten for faktorer, der kan være involveret, f.eks. medicin eller sygdom. Du kan se oplysningerne om dine natlige vitalparametre i kategorien Vitalparametre.
En historik over slemme fald (Apple Watch SE og Apple Watch Series 4 og nyere modeller): I kategorien Andre data kan du se oplysninger om antallet af fald.
Søvnresultat i appen Søvn: Du kan se dit søvnresultat, som er et resultat baseret på skøn over, hvor længe du sov, hvor regelmæssigt du falder i søvn på samme tidspunkt i forhold til din seneste historik, og antallet og varigheden af vågne perioder under søvn. Dit søvnresultat vises, ca. 15 minutter efter at du er vågnet. Du kan også se søvnmængden for forrige nat, tidsperioder for hvert søvnstadie og dit søvngennemsnit i løbet af de sidste 14 dage. Du kan se oplysningerne om dit søvnresultat i kategorien Søvn.
Notifikationer om muligt forhøjet blodtryk (Apple Watch Series 9, Apple Watch Ultra 2 og nyere modeller): Når du har dit Apple Watch på, kan det analysere dine hjertedata, som kan bruges til at registrere tegn på muligt forhøjet blodtryk. Hvis dit Apple Watch registrerer mønstre af forhøjet blodtryk, modtager du en notifikation, så du kan tale med din behandler om resultaterne. Du bliver også bedt om at bruge en blodtryksmanchet fra tredjepart til at udføre målinger i en periode på 7 dage. Du kan se oplysninger om notifikationer om forhøjet blodtryk i kategorien Hjerte.
Du kan læse mere om sundhedsdata fra Apple Watch i Kom i gang med sundhedsfunktioner, Tid i dagslys, Mål støjniveauer, Hold øje med dine vitalparametre, Administrer faldregistrering, Vis dit søvnresultat og din søvnhistorik og Modtag notifikationer om forhøjet blodtryk i Brugerhåndbog til Apple Watch.
Sundhedsdata fra andre apps og enheder
Når du indstiller sundheds- og træningsapps, som du henter i App Store, skal du følge deres instruktioner på skærmen for at tillade, at de deler data med Sundhed.
Hvis du vil gemme data fra enheder som blodtryksmålere og vægte, skal du følge indstillingsvejledningen til dem. Bluetooth®-enheder skal parres med iPhone.
Bemærk: Du kan altid ændre tilladelser om sundhedsdata for apps og enheder.
Data, som du tilføjer manuelt
Du kan manuelt indtaste data om menstruationscyklusser, medicin, kropsmålinger m.m.
Tilføj oplysninger om menstruationscyklusser: Ved at registrere oplysninger om din menstruationscyklus kan du få forudsigelser om menstruationer og frugtbare perioder. Se Registrer oplysninger om din menstruationscyklus i Sundhed.
Tilføj medicin, vitaminer og kosttilskud: Ved at tilføje disse emner kan du få påmindelser om at tage dem og få mere at vide om dem. Se Hold styr på din medicin i Sundhed.
Indstil en søvnplan: Hvis du planlægger regelmæssige tidspunkter, hvor du går i seng og vågner, kan det hjælpe dig med at nå dine søvnmål. Se Indstil en tidsplan til fokusfunktionen Søvn i Sundhed.
Føj oplysninger til Nødinfo: Du kan angive oplysninger om helbredsproblemer, medicin, nødkontakter m.m. i Nødinfo. Redningsmandskab og andre kan se disse vigtige oplysninger direkte på din iPhone, selvom den er låst. Se Indstil og se din Nødinfo.
Føj oplysninger til andre sundhedskategorier: Tryk på
nederst til højre i Sundhed, tryk på en kategori, tryk på
for de data, du vil opdatere, og tryk derefter på Tilføj data øverst til højre.
Vigtigt: iPhone, iPad og Apple Watch er ikke medicinske enheder. Se Vigtige sikkerhedsoplysninger til iPhone.